Hvad er black hat, grey hat og white hat SEO?

Hvad er black hat, grey hat og white hat SEO?

Har du (eller dit bureau) etiske overvejelser med i processen, når der arbejdes med SEO? Bliv klogere på, hvordan du udfører skarp SEO uden at gå på kompromis med hverken Googles retningslinjer eller loven.

SEO er et meget omtalt emne, og det er ikke svært at finde brugbart content, der beskriver SEO som proces – fra det tekniske fundament til on-page tekstarbejdet og alt midt imellem. Noget, der til gengæld hører lidt mere til sjældenhederne, er konkrete eksempler på, hvordan man bygger en backlink-profil. En disciplin, også kaldet ekstern linkbuilding, som handler om at bygge links fra eksterne hjemmesider til ens egen hjemmeside for at skabe en bedre domain rating.

Det hele starter med Google

Googles mål er at vise de mest relevante resultater til brugernes søgninger. Jo mere præcist Google kan imødekomme søgeintentionerne hos brugeren, des mere værdi vil brugeren opleve med Google. Googles evne til at gøre dette bedre end andre, er grunden til, at det i dag er verdens største og mest brugte søgemaskine.

Tænk over det. I dag siger vi ikke: ’Det slår jeg lige op i en søgemaskine’. Vi siger: ’Det googler jeg lige’. Googles brand er blevet så enormt, at det bliver brugt som et udsagnsord. Fordi Google har været i stand til at bidrage med enorm værdi for brugerne i deres søgninger, har de været i stand til at skabe en milliardforretning alene på annoncering. Derfor ønsker Google naturligvis at bibeholde sin status som verdens foretrukne søgemaskine. Googles ambition er derfor altid at vise de mest relevante organiske søgeresultater for sine brugere.

Hvordan viser Google de mest relevante søgeresultater?

Google bruger en avanceret algoritme til at rangere websites i sine søgeresultater. Der er ingen udenfor Google, der kan give dig den præcise algoritme, men der er en række parametre, der tydeligvis spiller ind i et websites rangering på Google.

Den specifikke undersides indhold

Indholdet på den specifikke underside har naturligvis en stor betydning for, hvor relevant Google vurderer, at undersiden er for brugeren. Hvis en bruger søger på ’æbler’, vil Google selvfølgelig prioritere at vise sider, der handler om æbler, fremfor appelsiner, delfiner eller endorfiner. Så sidens indhold har enormt meget at sige for, hvordan den bliver rangeret af Google på en søgning.

I eksemplet, hvor der bliver søgt efter æbler, vil Google blandt andet se på, hvor mange gange søgeordet ’æbler’ bliver nævnt i forhold til tekstens længde, hvor ofte det bliver nævnt i overskrifter og sidetitel, hvor letlæselig siden er for brugeren, hvor hurtigt siden loader, med mere. Det er de kriterier, der knytter sig til den specifikke underside og dens tekniske fundament. Når det kommer til rangering i Googles organiske søgeresultater, er der også en ANDEN overordnet meget vigtig faktor for dit website…

Eksterne links

Hvad er den mest almindelige måde at vurdere en virksomheds relevans på i den fysiske verden? Anbefalinger.

Det koncept har Google adopteret ind i den digitale verden. Når en anden side linker til din hjemmeside, bliver det set som en anbefaling af dét, man finder på dit website. Én anbefaling er dog ikke nødvendigvis lige så meget værd, som en anden er. Når du leder efter restaurantanbefalinger, spørger du sandsynligvis hellere din ven, der er professionel kok, end du vil spørge din 8-årige søn, hvis kulinariske horisont cirka strækker sig til røde pølser med ketchup. Det er et spørgsmål om anbefalerens troværdighed.

På samme måde vil en anbefaling (et eksternt link) fra troværdige Børsen have betydeligt større værdi end et link fra et lille website, der i øvrigt også linker til 1200 andre websites og ikke har noget andet content end disse links.

Disse anbefalinger/links har betydning for din hjemmesides domænerating på Google. Jo højere domænerating, jo lettere vil det være for alle dine undersider at opnå en høj placering i Googles organiske søgeresultater. De eksterne links er altså utroligt vigtige, fordi de booster hele dit website og ikke blot en enkelt underside. Derfor er det i dette indlæg de eksterne links og de muligheder, man har for at opbygge disse, vi vil have fokus på.

Etik og moral i SEO

Ekstern linkbuilding kan være en lidt mere kompliceret proces inden for SEO, og det er derfor rigtig smart at have nogle interne procedurer for, hvordan denne proces skal fungere i din virksomhed.

Der er rigtig mange måder at arbejde med ekstern linkbuilding på, og nogle af disse måder bør man stille sig kritiske overfor, fordi de enten kan være uetiske eller endda imod loven og Googles retningslinjer. På trods af dette, er der stadig mange, der gør brug af disse metoder, så det kan være svært at konkurrere på lige vilkår, hvis man vil følge reglerne. Derfor er det vigtigt at vurdere som virksomhed, hvad man står for, og om man udelukkende vil benytte sig af helt rene metoder eller er villig til at gøre brug af de mere kontroversielle metoder i sin linkbuilding.

Det bringer os til det primære fokus for dette blogindlæg – nemlig henholdsvis black hat, grey hat og white hat SEO. Måske du har hørt udtrykkene før?

Black hat, grey hat og white hat SEO

Helt lavpraktisk er det en farvekode, der forklarer udtrykkene black hat, grey hat og white hat. Farven på hatten signalerer det moralske standpunkt i SEO-indsatsen og bliver oftest brugt i forbindelse med den eksterne linkbuilding.

Hvis man anvender black hat-metoder, anvender man altså de direkte ulovlige eller forbudte metoder inden for eksterne linkbuilding.

Hvis man anvender grey hat-metoder, befinder man sig i en slags moralsk gråzone, når det kommer til ekstern linkbuilding – det er ikke decideret ulovligt, men det er måske etisk svært at forsvare og reelt dårlig stil.

Hvis man bruger white hat-metoder, bruger man udelukkende metoder, der følger alle regler og er moralsk forsvarlige.

Eksempler på black-, grey- og white hat SEO

Et eksempel på black hat-metoder er eksempelvis at købe links fra spam-sider. Det er direkte imod Googles retningslinjer at købe den type eksterne links, så her er der ikke så meget at diskutere. Du betaler decideret for links med henblik på at snyde algoritmen.

Et eksempel på en grey hat-metode er, at man sniger nogle links ind på andres websites uden at fortælle noget om det. Hvis man eksempelvis er et digitalt bureau, der laver websites for andre virksomheder, kunne man snige et link ind i footeren med linjen ’’Made by [Bureaunavn]’’ uden at have talt med kunden om det.

Her er det for så vidt ikke direkte imod Googles retningslinjer eller markedsføringsloven, men vi mener stadig, at man er i en gråzone, da det jo egentlig er en anbefaling, man giver sig selv uden at have diskuteret det med kunden. Hvis man i dette eksempel spurgt kunden om lov ved levering af websitet, er der tale om en white hat-metode.

Ekstern linkbuilding er en lidt kompliceret størrelse, og den moralske gråzone kan være forholdsvis stor. Et andet tydeligt eksempel på en black hat-metode er, hvis man i eksemplet som webbureau, der leverer hjemmeside, har det som betingelse for køb, at der skal være et link. Det er igen direkte mod Googles retningslinjer. En metode, der altid vil være stensikker, er at lave content med så stor kvalitet og værdi, at andre vil have lyst til at dele det og linke til det, helt uden at du behøver at kontakte dem, og det er i hvert fald en metode, vi altid kan anbefale.

Vil du lære mere om SEO?

Vil du sikre, at din hjemmeside overholder love og retningslinjer, eller vil du blot vide mere om SEO generelt, så følg linket her. Vi tilbyder lige nu en vurdering af din nuværende SEO-situation og SEO-potentiale, så du kan få mere værdi og vækst ud af din SEO – uden at gå på kompromis med hverken Googles retningslinjer eller loven.