Skal din virksomhed af sted på messe i år? Har I lagt nogle overvejelser i, hvordan man bruger de sociale medier på messen? Læs med her for at blive klogere på, hvordan man med fordel kan bruge sociale medier både før, under og efter messer.
For mange virksomheder, både B2B og B2C, er messen en aktiv del af marketing-årshjulet og en værdifuld og prioriteret mulighed for at møde kunder og samarbejdspartnere rundt omkring i både ind- og udland.
Men når det så er sagt, er det givet vis svært at møde kunder og potentielle kunder på messer, hvis de ikke er gjort opmærksomme på, at I er der. Derfor er sociale medier en rigtig fornuftig kanal at indtænke i promoveringen af messetilstedeværelsen både før, under og efter.
Brug sociale medier før messen
Hvis messen er en aktivitet, der fremgår af jeres marketingplan og årshjul, kan I med fordele indtænke promovering af jeres messedeltagelse på lige fod med selve messen. Hvis I som en del af forberedelsen til messen ved, at der er særlige aktiviteter, quizzer, konkurrencer eller lign., I vil tilbyde på jeres messestand, er det oplagt indhold til de sociale medier på messe. Når I laver opslag, stories, reels eller videoer om, hvad der skal ske (eller måske bare teaser lidt) på messen, så gør I netværket og brugerne på sociale medier opmærksom på jeres kommende, interessante aktiviteter.
Brug sociale medier under messen
Når I er nået hertil, er det fordi, messestanden står knivskarp, alle brandmaterialerne er trykt og klar til udlevering, bolsjerne har fået firmalogo og ligger klar i skålen, og alt teknisk setup spiller. Måske har I på forhånd aftalt, hvordan I skal møde de messebesøgende i øjenhøjde, og hvem der gør hvad på messen, men har I lagt en plan for, hvem der styrer de sociale medier på messe?
Fordelen ved at bruge de sociale medier, mens I er på messen er, at I skaber en god, instant tilstedeværelse, hvor I kan fange stemningen, der er på standen ved at dele de aktiviteter, der foregår, mens de foregår. Det er et rigtig fint element for følgerne på jeres sociale medier, at de kan følge med i de spændende ting, I laver og tilbyder på messen. Selvom følgerne måske ikke selv er til stede på messen, er de på den måde opmærksomme på jer og vil kunne genkende jeres brand en anden god gang. Og det er absolut værdifuldt, for marketingindsatser, uanset formatet, har, udover salg, også brandgenkendelse som formål. Markedsføring også på messer er lige så vel en investering i fremtidige kunder.
Brug sociale medier efter messen
Velkommen tilbage til kontoret! Jeg håber, du har haft en succesfuld tur på messe, at du har fået en masse varme leads, nye følgere på SoMe og nyhedsbrevet, og at du har fået udbredt kendskabet til jeres brand.
Det er faktisk nu, at mange virksomheder logger af LinkedIn og læner sig tilbage, men når du har fundet din vej til dette blogindlæg betyder det, at du er klogere end det. For du ved godt, at arbejdet med sociale medier omkring jeres messedeltagelse ikke slutter, bare fordi messen gør. Det er nu, der skal takkes af og følges op!
For hvis I har holdt en konkurrence eller quiz, hvor man for at vinde præmien skal tilmelde sig et nyhedsbrev, skal der følges op hurtigst muligt, så de besøgende ikke glemmer jer, når messen er slut. Det er netop her, både på sociale medier og i nyhedsbrevet, at I skal sørge for at vedligeholde interessen for jeres brand, ydelser og produkter. Brug de sociale medier til at takke for den store og aktive deltagelse, post vinderne, og lav opslag med ‘Tak for sidst!’. Hvis både eksisterende og potentielle kunder har besøgt jer på messen, er det en fin måde at gøre dem bevidste om, at I er glade for deres opmærksomhed og besøg. De sociale medier kan også rigtig fint bruges til et recap: Hvorfor var I på messen? Hvad var aktiviteterne på jeres stand? Hvad skete der? Hvem vandt konkurrencen? Hvornår kan man møde jer på næste messe? Sådan får de, der ikke nåede at besøge jer på messen, stadigvæk et indblik i jeres deltagelse.
At bruge de sociale medier på messe er en klar fordel – især når man laver en optakt før, bruger dem aktivt undervejs og følger op bagefter.
Har I brug for hjælp til, hvordan I skal bruge sociale medier på messe?
Hiv fat i os. Vi er altid klar til en uforpligtende snak og rådgivning. Når det kommer til at bruge sociale medier, er det kommunikations- og marketingkonsulent Anne Lee Askholm, du skal række ud til. Skriv til hende på ala@jjkommunikation.dk eller ring til hende på 4414 2850.