Som virksomhedsejer ved du, at det er vigtigt at pleje relationerne til dine kunder og samarbejdspartnere. Et flot julekort med en personlig julehilsen, eventuelt i elektronisk form, kan være guld værd, og kan i høj grad styrke kundeloyaliteten. Men må man overhovedet sende elektroniske julekort i disse GDPR-tider?
Kalenderen viser midt december, og måske har du ikke nået at sende julekort til dine kunder eller samarbejdspartnere endnu. Du ærgrer dig over, at du ikke når det i år, selvom du havde taget tilløb til det allerede i oktober og skrevet det på din to-do-liste. Men ak, så kom tusind ting i vejen.
Den gode nyhed er, at det er ikke for sent. Du kan stadig nå at skrive en velvalgt linje til dine kunder og samarbejdspartnere via mail. Måske bliver det lige præcis den linje, der tager kundeloyaliteten og relationerne til nye højder i 2021. Så kast dig endelig ud i kunsten at skrive et fængende julekort, blot du er opmærksom på de markedsføringsregler, der gælder. I dette blogindlæg får du svar på, hvilke GDPR-regler der er i forhold til elektroniske julekort.
#1 Det handler om permissions
Ifølge markedsføringslovens § 10 om uanmodet henvendelse skal modtageren selv have anmodet om at modtage elektronisk post med henblik på afsætning af varer, tjenesteydelser mv. Det kaldes også permissions. I stk. 2 af samme paragraf står der imidlertid at:
“Erhvervsdrivende kan sende reklame for deres egne – tilsvarende – produkter ved brug af elektronisk post til kunder, der i forbindelse med en tidligere handel med den erhvervsdrivende har oplyst deres elektroniske adresse” (Kilde: Forbrugerombudsmanden).
Det er dog en forudsætning, at kunden ved afgivelse af sin mailadresse har haft mulighed for at sige nej til at modtage reklame. Og hvis kunden ikke har sagt nej? Så skal kunden ved hver efterfølgende henvendelse have mulighed for at frabede sig yderligere henvendelse.
Sagt på en anden måde: Du må gerne sende en julehilsen til modtagere. Hvis modtageren har sagt ja til at modtage kommercielle budskaber pr. mail. Men hvad så med eksisterende kunder, der ikke har tilmeldt sig nyhedsbrevet? Det skal man som udgangspunkt være meget forsigtig med, da elektroniske julekort kan opfattes som markedsføring.
#2 Eksisterende eller potentiel kunde?
Når det gælder potentielle kunder, er der grund til at være endnu mere forsigtig. Når det drejer sig om potentielle kunder, kræves der altid samtykke fra hver enkelt potentiel kunde, før der udsendes et julekort. Du skal derfor som virksomhedsejer være meget forsigtig med at sende elektroniske julekort til potentielle kunder. Altså medmindre de selv har bedt om at modtage markedsføring.
#3 Når du er kunden
Der er dog undtagelser, for eksempel hvis du er kunden. Hvis du selv er kunde og ikke har nogen umiddelbar interesse i at afsætte varer eller ydelser, må du altså gerne sende en elektronisk julehilsen. Det elektroniske julekort må dog ikke indeholde reklame af nogen art.
#4 Et gammeldags julekort nu pr. mail
Du må også gerne sende en julehilsen pr. mail som led i et løbende kundeforhold og som en høflighedsgestus, hvis du tidligere har sendt et fysisk julekort til kunden. Så sker det som følge af den generelle teknologiske udvikling. Det kræver dog også, at julekortet ikke indeholder nogen form for reklame, beskrivelse af varer/ydelser, priser og særlig branding (udover virksomhedens navn) og lignende.
Vil du gerne i gang med at sende nyhedsbreve?