Hvad er Page Advocacy på LinkedIn?

Hvad er Page Advocacy på LinkedIn?

På LinkedIn er Employee Advocacy efterhånden blevet en central del af en række virksomheders strategi for tilstedeværelse på LinkedIn. Men hvad er Page Advocacy egentlig? Og hvordan kan du bruge det til at booste din virksomheds succes på platformen? Det får du svar på – og tips til – her.

Du har måske hørt om Employee Advocacy. Det er et koncept, der bygger på at støtte medarbejdere i at dele indhold og indsigt på sociale medier. Det øger autenticitetsfølelsen omkring virksomheden. Men har også sine begrænsninger. En del medarbejdere føler sig ikke trygge ved at være aktive på sociale medier, og da de individuelle opslag rammer hver deres netværk på LinkedIn, kan indsatsen give et uensartet billede af virksomheden. Her kommer Page Advocacy ind i billedet.

Ved at anvende virksomhedens LinkedIn-side som platform til at fremhæve medarbejdernes profiler, deres bedrifter og styrker kan virksomheden skabe et samlet narrativ. Det kan styrke både jeres interne kultur og eksterne omdømme (og i øvrigt gøre jeres Employee Advocacy stærkere).

Serengeti eller Hirtshals Havn?

Virksomhedssider på LinkedIn bliver ind imellem beskyldt for at være statiske informationssider, hvor opdateringer sjældent rækker ud over en lille skare af følgere.

Denne tilgang overser det enorme potentiale, en aktiv og engagerende virksomhedsside har.

LinkedIn-siden er et af de første steder, potentielle medarbejdere og samarbejdspartnere researcher på virksomheden. Derfor skal du tænke over, om du vil give dine besøgende en eventyrlig safari på Serengeti-sletten eller en kold afvaskning på Hirtshals Havn, når de nysgerrigt tjekker din virksomhedsside ud (sagt med den største kærlighed til Hirtshals Havn).

En veldrevet LinkedIn-side kan fungere som et centralt knudepunkt for virksomhedens stemme og understøtte forretningsmålene ved at:

  • Skabe synlighed om teamets resultater.
  • Understøtte medarbejdernes egne initiativer på sociale medier.
  • Tilbyde en ensartet og professionel platform til virksomhedens kommunikation.

Strategier for effektiv Page Advocacy

For at udnytte virksomhedens LinkedIn-side optimalt er det vigtigt at implementere strategier, der fokuserer på medarbejdernes rolle og engagement. Her er nogle konkrete metoder:

Fremhæv teamets resultater
En af de mest effektive måder at anvende virksomhedssiden på er ved at fejre medarbejdernes succeser. Uanset om det drejer sig om afslutningen af et stort projekt, opnåelsen af en certificering eller en vigtig milepæl, viser denne type indhold, at virksomheden værdsætter sit team. Du kan eksempelvis overveje at lave en ugentlig serie, der fremhæver individuelle medarbejdere eller teams.

Del medarbejderhistorier
Når du giver indblik i medarbejdernes hverdag og karrierehistorier, gør du din virksomheds brand mere menneskeligt og tilgængeligt. Du kan for eksempel gøre det gennem interviews med velvalgte citater eller korte videoer. På den måde illustrerer du virksomhedens kultur og værdier.

Fejr fælles milepæle
Milepæle er oplagte anledninger til at engagere medarbejderne og dyrke fællesskab. Det kan være i forbindelse med jubilæer, regnskaber, nye produktlanceringer eller et stigende antal følgere på sociale medier. Når du involverer kollegerne og inviterer til fælles fejring, skaber du stolthed og ejerskab.

Engagér dig i relevante samtaler
LinkedIn er ikke kun en kanal til opslag og envejskommunikation. Det er i høj grad en platform for dialog. For mange virksomheder er det oplagt at være aktive deltagere i debatter om deres branche. Det kan være gennem at dele indhold og perspektiver og besvare spørgsmål på opslag. Det øger ikke kun synligheden, men understøtter også virksomhedens troværdighed og renommé.

Understøt medarbejdernes egne indsatser
Page Advocacy fungerer bedst i samspil med Employee Advocacy. Ved at dele og fremhæve medarbejdernes opslag kan virksomhedssiden styrke deres personlige branding og vise, at virksomheden støtter deres udvikling.

Målrettet brug af LinkedIn som strategisk værktøj
Page Advocacy er mere end blot en vedligeholdelse af en aktiv LinkedIn-side. Det er en strategi, der samler og forstærker både medarbejdernes og virksomhedens stemme i et sammenhængende narrativ, der afspejler virksomhedens værdier.

Når du bruger virksomhedssiden til systematisk at fremhæve teamets bedrifter, dele deres historier og engagere dig i meningsfulde samtaler, kan din virksomhedsside blive en mere aktiv del af den digitale kommunikationsstrategi.

Har du brug for råd til, hvordan du udvikler en LinkedIn-strategi som er optimeret til din virksomheds mål, så ræk ud til en af vores specialister her.