Forstå maskineriet bag LinkedIn og optimér din indsats med de nyeste indsigter om algoritmen.
Lad os lægge ud med et par tal:
- Din rækkevidde på LinkedIn er sandsynligvis halveret fra 2024 til 2025
- Kun to procent af dine følgere ser din virksomheds organiske indhold
- Og samtidig poster kun en procent af medlemmerne ugentligt
Det lyder måske som en katastrofe, men det er faktisk en guldgrube. LinkedIns algoritme har nemlig skabt et landskab, hvor autenticitet belønnes og er den nye guldstandard.
Tallene ovenfor kommer fra den hollandske algoritmeekspert Richard van der Blom. Hans årlige rapport afslører nemlig, at LinkedIns algoritme har gennemgået en udvikling, der både er interessant og åbner gode muligheder for virksomheder på platformen.
Når opmærksomhed bliver en luksusvare
Hæng på, nu dykker vi lidt mere ned i algoritmen og de seneste tal.
Mere end ni ud af ti profiler, der laver indhold på LinkedIn har i 2025 oplevet et dramatisk fald i rækkevidden på næsten 50 procent sammenlignet med 2024. Det lyder som dommedag, men tallene fortæller faktisk en mere nuanceret historie.
Det er nemlig ikke algoritmen, der er blevet mere krævende, det er konkurrencen, der er blevet hårdere, fordi antallet af aktive brugere vokser. Men bare rolig; der er stadig god plads, idet kun én procent af medlemmerne poster ugentligt.
Faldet i rækkevidde signalerer desuden, at LinkedIn prioriterer relationer frem for viralitet; dit indhold bliver vist for en mindre, men relevant skare.
Relationer frem for likes
Når det kommer til selve indholdet, er der flere interessante pointer i rapporten. For eksempel forsøger algoritmen at opdage AI-genererede opslag og irrelevant indhold. Der er et stykke vej endnu, men hensigten er at gøre algoritmen sofistikeret nok til at skelne mellem substans og overfladiskhed.
Et par eksempler: Emojis, som mange bruger for at tilføje indholdet personlighed, kan faktisk reducere dit opslags rækkevidde med op til 20 procent, hvis algoritmen mener, du overbruger dem. Samtidig kan hurtige svar på kommentarer inden for den første time øge rækkevidden med 35 procent.
Det mest fascinerende er måske, at opslag med flere kommentarer end reaktioner er 22 procent mere tilbøjelige til at nå det sekundære netværk. LinkedIn handler ikke om at samle likes, men om at skabe samtale og dyrke relationer.
Medarbejdere som den oversete guldmine
En af de mest overraskende opdagelser i rapporten handler om medarbejdere. De er 14 gange mere tilbøjelige til at dele virksomhedsindhold end at skabe deres eget, men kun ti procent engagerer sig aktivt. Det er et kæmpe uudnyttet potentiale, for Employee Advocacy-programmer kan øge brandets synlighed med op til 561 procent sammenlignet med virksomhedssiden. Præcis det, man har brug for, når kun to procent af følgerne ser virksomhedssidens organiske indhold.
Problemet er, at de fleste virksomheder stadig tænker i den gamle model, hvor kommunikation styres centralt, og medarbejderne skal holde sig til de officielle budskaber. Men LinkedIns algoritme favoriserer den modsatte tilgang: Autentiske stemmer, der tør have kant og tage ejerskab.
Når ledere bliver mennesker
91 procent af B2B-købere foretrækker virksomheder med aktive og synlige ledere. Det er ikke længere nok, at topchefen dukker op til pressemøder og kvartalsregnskaber. LinkedIns brugere vil se mennesket bag titlen, og algoritmen belønner den slags autenticitet.
74 procent af LinkedIns brugere foretrækker autentiske historier frem for corporate opdateringer. Det er i virkeligheden verdens mindste overraskelse. Vi danner relationer med og lytter til mennesker frem for logoer.
Fremtidens netværksstrategi
LinkedIns algoritme i 2025 har skærpet fokus på ekspertindhold og Thought Leadership. Platformen er blevet bedre til at spotte spam og prioriterer i stedet indhold med ægte værdi. Autenticitet prioriteres højere, engagementsmønstre analyseres dybere, og konsistens belønnes over tid.
Algoritmen belønner ikke dem, der råber højest eller poster hyppigst. I stedet favoriserer den dem, der har noget meningsfuldt at sige. Og det er i grunden ret gode nyheder for de fleste virksomheder og organisationer.
For virksomheder betyder det, at LinkedIn-strategien ikke længere kan baseres på ren volumen eller polerede corporate-budskaber. Den skal bygge på ægte ekspertise, autentiske historier og mod til at have en holdning.
Vi står klar til at hjælpe dig
Er du klar til at udnytte det fulde potentiale af LinkedIn‘s algoritme? Vores specialister står klar til at hjælpe.