Lær at lave en effektiv kommunikationsstrategi

Lær at lave en effektiv kommunikationsstrategi

Mister du pusten ved tanken om at skulle udarbejde en kommunikationsstrategi?

Vi forstår det godt. Som regel er kommunikationsstrategi forbundet med en – ofte fejlagtig – forestilling om, at der skal ligge alenlange analyser, excel-ark og økonomiske ligninger forud for arbejdet. Men det behøver der ikke.  

Er du nysgerrig efter at lære mere om, hvad en kommunikationsstrategi faktisk er, og hvordan man laver den og kan bruge den i praksis? Så læs med her.

Hvad er en kommunikationsstrategi? 

First things first. En kommunikationsstrategi er et værktøj til at skabe effektiv kommunikation. Så nemt kan det faktisk siges. Selvom det kan lyde uoverskueligt at lave en ”kommunikationsstrategi”, kan man med fordel tænke det mere som en handlingsplan. Kogt helt ned kan man indramme det til følgende:

Hvem kommunikerer hvad til hvem, hvordan og hvornår?  

Hvorfor skal man have en kommunikationsstrategi?

Sidder du med det spørgsmål på tungen, er du ikke alene. En kommunikationsstrategi er et godt værktøj til at opretholde en rød tråd i virksomhedens både interne og eksterne kommunikation. Det er det, fordi en kommunikationsstrategi ofte tager udgangspunkt i virksomhedens forretningsmål og KPI’er. Her er virksomhedens mål rammesat, og det giver et bedre pejlemærke for, hvor virksomheden gerne vil hen.  

Lad mig uddybe. Virksomhedens forretningsmål skal ikke indtænkes direkte i kommunikationsstrategien, men kommunikation er et vigtigt redskab for at kunne nå målene. Derfor er det vigtigt, at man kan indtænke disse mål i kommunikationsstrategien. 

Hvordan laver man en kommunikationsstrategi? 

Der findes et utal af eksempler, skabeloner, guides og gode råd til, hvordan man laver den bedste og mest effektive kommunikationsstrategi. Men mindre kan også gøre det. Vores metode er ikke nødvendigvis den rigtige for dig, men her er ikke desto mindre et bud på, hvordan du kan lave en effektiv kommunikationsstrategi for din virksomhed. 

Vores kommunikationsstrategi skabelon er opdelt i 7 elementer: Analyse og baggrund, målet, definering af målgruppe, budskaber, mediekanaler og tidsplan. 

Analyse og baggrund:

Man lægger selvfølgelig ikke bare en kommunikationsstrategi uden at have en baggrund for, hvorfor den er nødvendig. Her er det en god idé at lave en overordnet analyse af virksomheden: Hvor er den i dag, hvor vil I gerne hen, hvad kræver det, hvad er jeres styrker og svagheder? Sådan en baggrundsviden og analyse er et godt fundament for en god kommunikationsstrategi. 

Målsætninger:

For at kommunikationsstrategien ikke bare bliver fluffy skrivebordsfyld, er det vigtigt at gøre sig nogle tanker om, hvad man gerne vil opnå og stille sig nogle mål for kommunikationen. Det kan både være kortsigtede og langsigtede mål, og der må gerne være flere end ét – og gerne delmål. Husk at evaluere løbende, så I kan få en fornemmelse af, om I er på rette vej. 

Definér målgruppe:

Når du taler til alle, taler du til ingen.” Den mest effektive kommunikationsstrategi er afhængig af en defineret målgruppe, for hvis man prøver at ramme alle, så rammer man ingen. Det er først, når man kender sin målgruppe, at man kan tilpasse kommunikationen hen til de helt rigtige segmenter, hvor der er størst sandsynlighed for succes.  

Budskaber:

Her er I nødt til at konkretisere og skære ind til benet, for hvis I selv er i tvivl om, hvad budskabet er, så vil jeres målgruppe også være det. Jeres kommunikationsstrategi skal indholde klare og tydelige budskaber, og de skal kunne kommunikeres direkte. Dermed ikke sagt, at jeres budskaber samtidigt godt må være underforstået i andre henseender – formålet er bare, at målgruppen ikke må være i tvivl. 

Mediekanaler:

I tråd med devisen ”rammer du alle, rammer du ingen” har vi også valget af mediekanaler. Mediebilledet i dag er fuldt af platforme, og nye dukker hele tiden op. Nogle tror fejlagtigt, at det er vigtigt at være til stede alle vegne. Det vigtige er at være til stede, hvor målgruppen er. Så når du udarbejder en kommunikationsstrategi, er valget af mediekanaler enormt vigtigt – er det nødvendigt for jeres virksomhed at være på Instagram og TikTok? Eller er LinkedIn en bedre prioritet? 

Tidsplan:

For at give jer selv de bedste forudsætninger for at følge kommunikationsstrategien til dørs, er det en god idé at lave en tidsplan. På den måde kan I bedst sikre jer, at de forskellige indsatser bliver udført – og af hvem. Husk at indlægge tid til evaluering undervejs, så der er plads til justering. 

Disse 7 steps har vi illustreret i en skabelon, du kan finde til download nederst her i indlægget.

Kommunikationsstrategi – kort fortalt

For at gøre det så simpelt som muligt, har vi lavet nedenstående model. Her er det meningen, du skal kunne aflæse kommunikationsstrategiens rolle i praksis. Når kommunikationsstrategien med de langsigtede mål og visioner for kommunikationsindsatsen er på plads, danner den nemlig grundlag for alt andet. Herefter er det tid til at udarbejde en kommunikationsplan. Denne rammesætter målene i faktiske indsatser, definerer kampagner, kanaler, budskaber, og lignende. Slutteligt er der selve eksekveringen af indsatsen, hvor I producerer content. Det er for eksempel opslag på sociale medier, klumme- og blogindlæg, pressemeddelelser, annoncer, og meget andet.

Kommunikationsstrategi i praksis

Vi ville gerne give dig et kommunikationsstrategi eksempel, men faktum er, at lige så forskellige virksomheder er, lige så forskellige er deres kommunikationsstrategier.

Til gengæld håber vi, at du kan bruge vores kommunikationsstrategi model i praksis i dit arbejde med kommunikation. Der er nemlig masser af fordele ved en kommunikationsstrategi – når det gøres rigtigt.  

Har du brug for hjælp til strategisk kommunikation? Hos JJ Kommunikation får du ekspertviden og rådgivning, så du kan få mest værdi ud af din kommunikationsstrategi og markedsføring.   

Hent vores gratis kommunikationsstrategi skabelon og kom i gang i dag!