Hjælp din AI-assistent med at hjælpe dig

Hjælp din AI-assistent med at hjælpe dig

Brug eksisterende materiale til at få et endnu skarpere output fra din AI-assistent. Ved hjælp af forskellige teknikker kan du tilpasse dit AI-output. Ansvarlig brug af generativ AI i din virksomhed er dog essentielt.

Kalenderen siger 2025, og de fleste danskere har efterhånden prøvet at bruge ChatGPT eller et lignende generativ AI-værktøj. Du tilgår assistenten, prompter din informationssøgning eller opgave og får et output baseret derpå. Teknologien er imponerende, anvendelsesområderne er enormt brede, og det er sjovt at udforske assistentens evner.

Når det kommer til professionelt brug, er det dog ikke alle, der er overbevist om kvaliteten af assistentens output – med god grund. Når du bruger generativ AI i virksomheder til at udføre arbejdsopgaver, er der lige pludselig betydeligt flere ting, du skal tage stilling til i forbindelse med ansvarligt brug, end når du bare ’leger’ med værktøjet for dig selv. Der er også betydeligt større krav til kvaliteten af outputtet.

Betyder det, at du ikke kan bruge generativ AI i dit arbejde? Bestemt ikke.

Det betyder blot, at du skal lære, hvordan du bruger værktøjet effektivt og ansvarligt i dit arbejde. Ligesom med alle andre værktøjer, skal du lære, hvordan du bruger det, og du kan blive bedre og bedre med tiden.

Few-shot og many-shot prompting

En af de mest simple metoder, du kan bruge til at forbedre outputtet fra din AI-assistent, er few-shot og many-shot prompting. Kort sagt handler det om, hvor mange eksempler du giver AI’en at arbejde med. Jo flere eksempler, des bedre kan AI’en forstå og efterligne den ønskede stil eller struktur. Her anvender du ’vedhæft’-funktionen i AI-assistenten, så den baserer sit output på dine vedhæftede filer. Du forklarer AI’en præcis, hvordan den skal håndtere de vedhæftede filer, og hvilket slags output du leder efter. Few-shot prompting betyder altså, at du giver AI’en få eksempler, mens many-shot prompting indebærer, at du fodrer AI’en med flere eksempler for et mere præcist resultat.

Disse teknikker er særligt nyttige til en række opgaver, hvor AI’en skal efterligne en skrivestil, opsummere lange tekster eller udtrække specifik information. Her er nogle eksempler:

Basér skrivestilen på vedhæftede filer

Vil du have AI’en til at skrive i en bestemt stil? Så kan du uploade tekster med den ønskede tone og formuleringer og bede AI’en om at efterligne dem. Det fungerer bedst som many-shot prompt. Jo mere du giver AI’en at arbejde med, des mere kommer skrivemåden til at ligne den i de vedhæftede filer fremfor generisk AI-sprog. Vi anbefaler dog altid, at du stadig selv gennemgår det endelige output og tilretter med dit eget sprog, lidt humor og personlighed – ellers risikerer du, at det blot bliver endnu en generisk AI-tekst.

Opsummér lange tekster

AI’en kan hurtigt opsummere en længere tekst, uanset om det er en rapport, en artikel, dette blogindlæg eller endda en bog. Det er en god og effektiv måde at holde sig opdateret på.

Udtræk specifik information

Hvis du har en stor tekst eller et datasæt og kun er interesseret i bestemte oplysninger, kan AI’en hjælpe dig med at finde dem. Du kan for eksempel bede den om at udtrække nøglecitater, de vigtigste statistikker fra en rapport eller identificere afvigelser i et datasæt.

Visualisér data

Hvis du ikke er Excel-haj, men stadig godt kunne tænke dig at visualisere nogle data, så kan du få en AI-assistent til det. Her uploader du for eksempel en Excel-fil og beder AI’en om at visualisere de relevante data på en bestemt måde. Du bestemmer selv, hvilken visualisering og hvilke data fra filen der skal fokus på. 

Ansvarlig brug af generativ AI i virksomheder

Når du bruger tredjeparts-AI-værktøjer i dit arbejde, er det meget vigtigt at være opmærksom på, hvad du prompter med. Det er uhyre vigtigt, at du for eksempel ikke prompter med personfølsomme oplysninger eller forretningshemmeligheder. AI-assistenterne træner som udgangspunkt på de data, de får ind, så du kan ikke være sikker på, at det forbliver fortroligt. Husk derfor kun at prompte med filer og viden, som du og din virksomhed vil have det fint med, er offentligt tilgængeligt. Det er muligt at bygge lukkede AI-systemer, hvor fortrolige oplysninger kan bruges, men hvis ikke du har adgang til den slags lukkede systemer, så tænk over, hvad du prompter med.

Vi anbefaler i øvrigt, at alle virksomheder tager stilling til brugen af generativ AI, udarbejder en AI-politik og skriver den ind i medarbejderhåndbog, procedurer osv. Det er en nødvendighed for fremtidens virksomhedsdrift.

Kompetent AI-rådgivning

Er du ikke for alvor kommet i gang med at høste værdien af generativ AI endnu? Hos JJ Kommunikation tilbyder vi blandt andet rådgivning, kompetenceudvikling og implementering af AI-chatbots til virksomheder. Vi tager altid gerne en uforpligtende samtale om dine AI-muligheder.