facebook

Er du fristet til at invitere nye følgere, som har reageret på dit opslag til at like din virksomheds Facebook-side? Inden du trykker ’Invitér til side’, bør du læse med her.

Forbrugerombudsmanden har vurderet, at notifikationer på Facebook er omfattet af markedsføringslovens forbud mod uanmodede elektroniske henvendelser – også kaldet spam. Det betyder, at du ikke må invitere brugere som har reageret på dine opslag til at synes godt om din side, medmindre du har gyldigt samtykke.

»En virksomhed må kun invitere dig til at synes godt om sin side eller på anden måde kontakte dig via din profil på Facebook, hvis du har givet virksomheden tilladelse til at gøre det. Det er ikke anderledes end med traditionelle e-mails. Begge dele er elektronisk post i markedsføringslovens forstand,« siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.

Forbrugeren skal give samtyke

’Inviter til side’-funktionen giver dig mulighed for at invitere Facebook-brugere, som udtrykker interesse for dine opslag og dermed er potentielle kunder, til din Facebook-side.

Men som virksomhed skal du være opmærksom på, at markedsføring på Facebook kræver samme forudgående samtykke fra modtageren som traditionel e-mailmarketing. Et klik på ’synes godt om’-ikonet opfylder ikke i sig selv kravene til et samtykke, da det ikke er tydeligt, at forbrugeren giver samtykke til at modtage markedsføring.

»De sociale medier har givet virksomheder nye muligheder for at henvende sig direkte til forbrugerne. Men selvom det er nemt at kontakte forbrugerne, er det ikke altid lovligt. Forbrugeren skal have givet sit klare samtykke på forhånd, før virksomheder må henvende sig,« siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.