Ændring på Facebook får konsekvenser for din virksomhed

Ændring på Facebook får konsekvenser for din virksomhed
Dato:

I begyndelsen af januar 2018 oplyste Facebook, at de vil gennemføre nye ændringer i algoritmen. Din virksomhed vil fremover opleve fald i trafik, mens ændringen rulles ud.

Facebook vil lave om på deres algoritme for at sætte familiemedlemmer og venner over kendte og virksomhedssider i brugernes nyhedsstrøm, fortæller administrerende direktør Mark Zuckerberg i en pressemeddelelse på Facebook. Ændringen får stor betydning for din virksomhed. Facebook fortæller, at mens de ændrer i den nye algoritme, vil flere virksomhedssider opleve et fald i rækkevidde og dalende trafik.

Fremover vil algoritmen have fokus på at skabe flere samtaler mellem mennesker med Facebook som platform, og derfor vil den nye algoritme prioritere et opslag med aktivitet i kommentarsporet højere end tidligere.

Ifølge Facebook vil opslag, hvor brugere taler sammen rangere højere, end opslag imellem brugere og virksomheder. Skal du producere content til din virksomheds-side, skal du fremover tænke i indhold, som opfordrer til interaktion, så din målgruppe får lyst til at involvere sig i opslaget og skrive i kommentarfeltet på Facebook. På den måde vil dit opslag være relevant i forhold til Facebooks nye algoritme.

Som administrator af en virksomhedsside anbefaler vi, at du vender tilbage til den oprindelige tankegang om, at Facebook har et formål om at være et socialt medie, når du producerer indhold og opfordrer dine brugere til samtaler på din side.

Ændringen betyder desuden, at du fremover vil se flere private opslag fra familie og venner i dit newsfeed og færre opslag fra virksomhedssider. Ifølge Mark Zuckerberg får ændringen i algoritmen betydning for måden du som virksomhed fremover skal tænke dit indhold på de sociale medier.