5 tips til den gode årsrapport

Dato:

Ender din årsrapport direkte i papirkurven hos dine modtagere? Vi har samlet fem tips og tricks, der tørrer støvet af din årsrapport og sikrer, at den rent faktisk bliver læst.

 

Årsrapporten er fortsat den vigtigste kilde til information om virksomheders økonomiske tilstand – men den mere eller mindre formelle rapport er faktisk langt mere end tørre tal og revisorsnak.

Den er et stærkt strategisk værktøj, der rækker langt ud over sine regnskabsmæssige forpligtelser.

Læs også: En årsrapport er mere end tørre tal

Desværre falder mange virksomheder i den corporate fælde, hvor årsrapporten ender som tør revisorsnak og ligegyldige floskler.

Vi har samlet fem tips og tricks, der tørrer støvet af din årsrapport og sørger for, at din årsrapport ikke ender direkte i papirkurven hos dine interessenter.

 

#1 Giv dine interessenter en stemme

”Skriv målgruppeorienteret” er one-o’-one inden for kommunikation. Det er de første ord, du ser, når du slå op på første side i hvilken som helst kommunikationsbog. Når du bladrer én side, er de næste ord, du ser, formentligt ”skab identifikation”. Alligevel glemmer mange virksomheder netop dét, når de udarbejder og udsender årsrapporten.

Lad mig uddybe.

Mange virksomheder anser fortsat årsrapporten som en regnskabsmæssig pligtopgave til ære for revisorer, kreditorer og investorer. De glemmer, at årsrapporten også er en vigtig kommunikationskanal for andre interessenter, såsom samarbejdspartnere, mulige samarbejdspartnere, medarbejdere, fremtidige medarbejdere og kunder, ej at forglemme.

En årsrapport, der udelukkende består af tabeller og nøgletal, falder derfor igennem hos store dele af målgruppen.

Gør din årsrapport målgruppeorienteret og identificerbar ved at give dine forskellige interessenter en stemme. Lad for eksempel medarbejderne fortælle om virksomhedens resultater fra deres perspektiv. Har I kørt et stort projekt for en kunde? Få kunden til at beskrive deres oplevelse af et samarbejde med jer. Jeg tror hurtigt, at vi kan blive enige om, at det er langt mere troværdigt, når disse ord kommer fra andre end den øverste ledelse.

Og sæt for guds skyld altid ansigt på afsenderen.

 

#2 Fortæl om årene, der kommer

Vi kommer ikke udenom, at det er årsrapportens præmis at se tilbage på året, der var. Mange begår derfor den fejl, at de udelukkende beretter om året, der er gået, og glemmer at fortælle om årene, der kommer.

Hvor er virksomheden på vej hen? Hvilke målsætninger har virksomheden for fremtiden? Er der nogle store projekter i støbeskeen? Disse informationer er mindst lige så vigtige for årsrapportens interessenter som afkastningsgraden, overskudsgraden og dækningsgraden.

Brug derfor årsrapporten til at fortælle om jeres forventninger til årene, der kommer.

 

#3 Undgå fancy floskler

Få kan sige sig fri for at have brugt dem, og vi kan alle falde i og bruge dem… Flosklerne; der på den ene side siger ingenting og på den anden side siger alting.

Årsrapporten er en højborg for corporate floskler; ”Vi skaber værdi”, ”Vi er agile” og ”Vi er ansvarlige” er blot få eksempler, du kan finde i stort set alle årsrapporter – ikke kun i Danmark, men i hele verden. De siger derfor ikke en pind om virksomhederne, der bruger dem, og ordene bliver overflødige.

Hvorfor spilde chancen for at kommunikere direkte til dine vigtigste interessenter på tomme ord og budskaber? Du spænder ben for dig selv, når du pakker dine budskaber ind i fancy fraser og smarte vendinger. Pak flosklerne væk og lad dine budskaber står klart og tydeligt.

Men hvordan opdager jeg, at jeg er ved at falde i floskelfælden – tænker du måske.

Du kører dine budskaber gennem bullshit-testen, der stammer fra adfærdsdesign. Kan alle være enige om dine budskaber? Hvis alle kan nikke genkendende til dine budskaber, og ingen kan være uenige om dem, er det formentligt fordi, du er faldet i fælden og har brugt corporate bullshit.

Ctrl-Alt-Delete.

 

#4 Vær tro mod din brand identitet

Designet af og indholdet i din årsrapport spiller en afgørende rolle for den oplevelse, rapporten efterlader hos målgruppen. Det sender et bestemt signal om, hvordan virksomheden vil opfattes af investorer, samarbejdspartnere, medarbejdere og flere.

Du skal derfor sørge for, at din årsrapport er strømlinet din overordnet brand identitet.

Din brand identitet er en vigtig del af din virksomheds samlede strategiske kommunikation. Formålet med en strømlinet brand identitet er at visualisere din kernefortælling og skabe genkendelighed.

Hvis årsrapporten stikker ud, skaber det forvirring, og i værste fald fremstår du utroværdig. Hvis du normalt kommunikerer levende, frit og uformelt, er det out-of-character, hvis du i årsrapporten kommunikerer stift, konservativt og formelt.

 

#5 Skab et digitalt univers

Papirudgaven af årsrapporten er so 2012. I dag skal du, hvis du vil fange målgruppens opmærksomhed, skabe engagement og brænde igennem med dine budskaber, gøre din årsrapporten levende.

En af de mest effektive metoder til at puste nyt liv i årsrapporten er, at integrere den i din digitale strategi. Her taler jeg ikke om at smide en PDF-udgave af din rapport op på dit website og lave et enkelt SoMe-post omkring det.

Nej. Den digitale årsrapport er et digitalt univers, hvor brugeren har mulighed for at interagere med indholdet og klikke/swipe/scrolle sig gennem året, der er gået, og årene, der kommer. Fortæl dine budskaber ved hjælpe af interaktive billeder, grafik, videoer og animationer.

 

Trænger din årsrapport til at blive støve af?

Kontakt os allerede i dag